De unge heltinder fra Misratas børnehjem

Enhver konflikt har sine helte og heltinder, og de fem børnehjemsmedarbejdere, jeg mødte i den libyske by Misrata er bestemt kandidater til Libyens.

Af Rikke Gormsen, programkoordinator for Red Barnets psykosociale indsats i Libyen

For nylig var jeg på besøg på børnehjemmet i Misrata i Libyen, og besøget rørte mig dybt.
Jeg var der, fordi Red Barnet skulle lave en vurdering af børns akutte behov i Misrata, og jeg besøgte byens børnehjem for at forstå de problemer og udfordringer, som børnene og de ansatte på børnehjemmet i øjeblikket står over for.

Mens konflikten i Misrata var på sit højeste fra 18. marts til midt i maj i år, blev børnehjemmet omtalt i mange internationale medier. Der bor 99 børn under 17 år på børnehjemmet, og i Red Barnet var vi meget interesserede i at få lavet en vurdering af, hvilken støtte børnene havde behov for under konflikten, og hvordan de traumatiske oplevelser havde påvirket børnene.

Jeg interviewede fem af de ældre piger mellem 14 og 15 år. I starten var de generte og ville helst ikke tale, men snart slappede de af og blev lige så snakkesaglige og livlige, som teenagepiger ofte er. Men når vi kom ind på det, de havde oplevet, mens konflikten var på sit højeste, hvor regeringsstyrker kontrollerede to tredjedele af byen, og hvor der var dage med omfattende skyderier, blev deres humør og tonefald mere dystert.

Pigerne forklarede mig, at mange af medarbejderne forlod børnehjemmet af hensyn til deres egen sikkerhed. Børnehjemmet ligger i et område af byen, hvor snigskytter dræbte både kombattanter og civile. Og mange bygninger blev ødelagt af tankgranater og raketter, der dræbte endnu flere.

De fem medarbejdere, som blev hos børnene, følte, at det sikreste sted for børnene var kælderen. Så der skjulte alle 99 børn sig i fire dage.

- Det var forfærdeligt, fordi der ikke var noget lys ud over stearinlys, og når vi skulle på toilettet, sneg vi os op ad trapperne to og to, fordi vi var så bange, sagde en af pigerne.

For de ansatte, der var tilbage, var det svært både at trøste de yngre børn og sørge for, at de var stille for at undgå at blive opdaget af regeringsstyrkerne.

- Der var kun fem ansatte tilbage til at tage sig af os alle sammen, så vi – de ældre piger – blev nødt til at tage os af de mindre børn. Og det er ikke nemt at holde små børn rene, når man hverken har bleer eller vand, sagde en af pigerne til mig.

Efter to dage løb de også tør for mad. Jeg spurgte dem, hvordan de havde klaret sig.

- To af medarbejderne gik ud, selvom snigskytterne skød på alt og alle. Men de sneg sig ud og løb hen til en restaurant, fortalte pigerne.

Da de opdagede, at restauranten var lukket ligesom alle andre lokale restauranter og butikker, var de desperate.

- Først tog de en kniv og forsøgte at åbne døren, og bagefter blev de nødt til at ødelægge døren, fortalte pigerne.

De to unge kvindelige ansatte kunne kun bære en lille smule mad hver, så de satte deres liv på spil ved at tage turen mellem børnehjemmet og restauranten flere gange.

- De kom tilbage med mad til os, og de gik flere gange – vi er mange børn, forklarede pigerne mig.

Efter fire dage i skjul i kælderen, flyttede de heftige kampe til andre dele af byen, og børnene følte sig sikre nok til at vende tilbage til hovedbygningen i børnehjemmet, hvor lokale gav dem ekstra mad.

Men det er stadig kun en tredjedel af de ansatte, der tager vare på børnene, og de ældre børn passer fortsat de yngre børn – og nyder faktisk virkelig at tage ansvar. Men ingen af børnene har kunnet genoptage deres skolegang, siden skolerne lukkede i starten af februar, og dagene går med de få aktiviteter, der er på børnehjemmet.

Enhver konflikt har sine helte og heltinder, og de fem børnehjemsmedarbejdere er bestemt kandidater til Libyens.

Børn af revolutionen skal også skiftes

Der er ca. 108.000 fordrevne fra krigsområderne, som nu bor i Benghasi og omegn. De bor på skoler og i ledige lejligheder eller som gæster hos familier, der har inviteret dem ind. Men der er også mange familier i Benghasi, som har en søn eller en far ved fronten, som strækker fra fra byer sydvest for Benghasi til Misrata, hvor de voldsomste kampe foregår. Vi ved ikke, hvad der sker i det vestlige Libyen, men vi frygter det værste. Der kan være en stor humanitær katastrofe under udvikling.

Af Rikke Gormsen, programkoordinator for Red Barnets psykosociale indsats i Libyen

Benghasi, 14.05.11: Der hænger mange børnetegninger af Gadaffi som hund og af oprørshærens nye grønne, røde og sorte flag på skolen, som er indrettet som en af Red Barnets mange Child Friendly Spaces.

Den intense larm af de mange børn i fuld gang med et hav af forskellige aktiviteter alle steder lægger et surrealistisk lydspor til tegningerne af fly, der bomber fra luften, kampvogne, der skyder på hinanden, og mennesker, der ligger på jorden. Men som en af de frivillige sagde, er der kommet flere og flere tegninger af blomster den sidste tid.

Børnene kigger op og ser nysgerrigt på mig, men er mest optaget af den tegning eller det spil, de er i gang med, og de mest nysgerrige spørger - What is your name? - Where do you come from?

Når jeg fortæller, jeg er fra Danmark, ved mange ikke, hvor det ligger. Dem, der har hørt om det lille land nordpå, bliver glade – vi støtter dem jo i at slå Gadaffi!

National omskoling

Børnene ser ud til at trives, og de voksne frivillige tager sig omsorgsfuldt af dem. Men to små piger kigger på mig med store ængstelige øjne. Uden et smil, uden nogen form for mimik sidder de passivt lidt for sig selv på gulvet og leger en lille smule med det gammeldags puslespil, der ligger foran dem.

Det er tydeligt, at de er søstre. Og det er lige så tydeligt, at de havde oplevelser med sig, som ikke har gjort dem glade.

Over for skolen ligger en moské og smuk messende sang kommer ud fra højttalerne. Det er ikke imanen, der kalder til bøn, men menigheden, som messende beder Allah om at passe på det befriede Libyen. En messen, der høres flere steder i byen, også fra Al-Sudan street i Benghasi, tæt på Zoologisk have, det sted, hvor jeg bor.

Det er smukt og beroligende. Meget mere beroligende end det skyderi, jeg hører – specielt om aftenen og natten.

Skolen ligger på en støvet, hullet vej inde i Benghasi, og gaden er næsten øde. Men andre steder i byen er der liv. Folk er i gang med at feje affald op og male kanterne på fortovet i sort og skrigende orange, og mange steder er lygtepælene malet i revolutionens farver: rød og sort og grøn.

I går stod der en flok store drenge og dirigerede trafikken så den kom fremad. Der er mangel på trafikpoliti i Benghasi – de fleste mænd er ved fronten.

I et af rummene på skolen var der en flok piger, som straks da jeg kom ind begyndte at råbe kampråb: - Ned med Gadaffi - Libyen frit! Ned med Gadaffi – Libyen frit! Og de frivillige var dem, der holdt takten. Ja, fra én indoktrinering til en anden.

- Vi har så meget brug for hjælp til at støtte børnene i deres psykosociale problemer, siger Doktor Hana, en af de højest placerede i undervisningssystemet, og fortsætter:

- Men ikke kun det. Lærerne ved ikke, hvordan man skal undervise, hvis det ikke er efter Gadaffis ”grønne bog”.

Den ”grønne bog” har været en centralt del af pensum i skolerne og en af Gadaffis vigtigste værktøj til at indoktrinere befolkningen. Hele uddannelsessystemet skal laves om, og det sker ikke fra dag til dag.

Og jeg bliver helt træt ved tanken om det store arbejde, der ligger forude og den lille dråbe i havet, jeg selv kan yde.

Tvungen ”ferie”

Ude ved kysten, lidt syd for Benghasi, ligger der et ferieområde med små etværelses-bungalower, der har en skøn udsigt over havet og dejlig sandstrand. Nu er beboerne ikke turister, men flygtninge fra Brega, Ras Lanuf og Ajdabiya. De har boet der i to måneder, siden de flygtede i panik.

Jeg møder en kvinde, hvis mand kæmper ved fronten. Hun har ikke hørt fra ham meget længe og ved ikke, hvor han er, og hvordan han har det. - Mangler du noget?, spørger jeg.

- Ja, der er ikke nogen bleer og modermælkserstatning til de små. Og det er svært, for jeg ammer ikke, siger hun og peger på et ca. ni måneder gammelt barn, der ligger og sover.

Der er varer i butikkerne, men i nogle områder ser det rigtig sort ud, og manglen på bleer og modermælkserstatning i Libyen kan være belastende, da meget få libyske kvinder (uanset social status) ammer.

I de små feriebungalower overlever flygtningene, ved at beboerne i Benghasi kommer med mad, De officelt udpegede ledere af lejeren fordeler, så alle får noget. Eller også kommer der råvarer, som kokken i stedets kantine tilbereder til alle. Tilsvarende bliver der bragt nyt og gammelt tøj ud, så de af beboerne, der kom af sted med meget få ejendele, kan klæde sig anstændigt på.

En anden kvinde i ferieområdet er enke med syv børn. Da kampene kom nærmere, og en granat totalt ødelagde et at de bagerste værelser i huset, samlede hun alle sine børn, og sammen med 17 andre familier flygtede de på ladet af en lastbil med meget få ejendele. Nu bor hun med de syv børn på 20 kvadratmeter.

Kvindens nabo er også enke, det har hun været i ni år. Hun har seks børn mellem 9 og 22 år, og hendes liv i Ajdabiya før flugten var ikke let – ofte havde hun ikke penge til at sørge ordentligt for børnene, og de store drenge måtte arbejde for at hjælpe mor økonomisk.

- Her er det godt, siger hun med et genert smil. - Jeg har det næsten bedre end før, for jeg får så megen hjælp fra mennesker i Benghasi, og børnene leger.

- Hvad leger de? spørger jeg.

- Jo, drengene deler sig op i to grupper, den ene gruppe er oprørshæren og den anden er Gadaffis hær, og så leger de krig.

- Hvad laver pigerne så?

- De små leger ude med drengene, men de store er bare indenfor, siger hun med et trist udtryk.

Når regnen kommer
Af Marie Dahl, Red Barnets rådgiver i beskyttelse af børn

Det har været en lang arbejdsdag, og jeg er endelig hjemme. Mens jeg sidder udenfor, bliver den bælgmørke himmel lyst op af et lyn i det fjerne, og omridset af den bjergkæde, der omkranser Man – byen, hvor jeg bor i øjeblikket i det vestlige Elfenbenskysten – kommer til syne.

Der er ingen torden, kun lyn, og så snart det er væk, bliver himlen igen mørk. Normalt ville jeg bare have nydt det smukke øjeblik, men denne gang er det anderledes. Jeg ved, at senere i aften, når regnen indhenter lynet, vil der være børn og familier, der ikke kan sove, fordi de ikke har noget sted, hvor de kan gå i ly for regnen.

Hundredetusinder af familier i Elfenbenskysten blev tvunget til at flygte fra deres hjem, efter at et omstridt præsidentvalg i november startede en stor krise – og nu, næsten seks måneder efter valget, lider børn stadig under dens ødelæggende konsekvenser. Deres hjem er blevet brændt ned, deres skoler ødelagt, hospitalerne plyndret og deres familiemedlemmer dræbt.

Alene i den vestlige del af landet er 150.000 mennesker stadig fordrevet. Tusinder af børn står uden et hjem. Nogle bor hos værtsfamilier, der ikke har ressourcer nok til at sørge for alle, og andre bor i overfyldte flygtningelejre, hvor de må kæmpe for at finde et sted at sove om natten. For mange betyder det stadig, at de må sove under åben himmel.

I dag besøgte jeg en af flygtningelejrene, hvor omkring 25.000 mennesker er stuvet sammen på et areal, der hører til en lokal kirke. Forholdene er rædselsfulde. Ud over behovet for et tag over hovedet, er der også massiv mangel på mad, rent vand, myggenet og medicin.

Som jeg gik ned gennem de tætpakkede og smalle stier i lejren, blev jeg overvældet af antallet af børn – de var overalt. Mange havde tynde arme og opsvulmede maver, typiske symptomer på fejlernæring og mavesygdomme. Nogle af dem kunne ikke holde op med at græde.

Behovet for hjælp i lejren var ikke til at tage fejl af, og jeg var glad for, at vi var der for at handle. Mens mine kollegaer knokler for at sørge for nogle af børnenes basale behov, arbejder jeg for at beskytte børn mod overgreb, vold og udnyttelse. På trods af de nedslående forhold, forlod jeg alligevel lejren med en følelse af at have gjort noget.

Mit besøg resulterede i, at der blev fundet et sted, hvor der kan etableres en midlertidig skole og en overvåget legeplads. Der vil børn få mulighed for at lære, lege, udtrykke sig og have det sjovt sammen. Midt i deres daglige strabadser i lejren, vil børnene få et sted, hvor de kan glemme deres trængsler for en stund og bare være børn.

Da jeg havde forvisset mig om, at stedet var sikret, havde jeg fuldført dagens mission, og vores team tog tilbage til vores base i Man.

Efter at det pludselig er blæst op, og temperaturen er faldet mærkbart, er regnen nu nået til Man – tung og ubarmhjertig. Jeg gør mig klar til at gå i seng. Jeg ved, at regntiden først lige er begyndt og kan ikke lade være med at tænke på alt det, de familier, der må tilbringe nætterne udenfor, har brug for.

Save the Children samler ind til en nødhjælpsindsats i Elfenbenskysten og i Liberia, hvortil tusinder af mennesker fra Elfenbenskysten er flygtet. Pengene skal bruges til at skaffe midlertidige hjem til fordrevne familier, indtil det er sikkert for dem at vende hjem, til børnevenlige steder med lege og psykologisk støtte og omsorg til de børn, som er blevet påvirket af konflikten, mad- og medicinkuponer til familierne, særligt næringsrig mad til børn under fem år, der lider af alvorlig fejlernæring, og til uddannelsestiltag, som skal få børnene tilbage i skole.

Foto: Ikuru Kuwajima

I juni 2010 blev hundredetusinder af børn og familier drevet på flugt fra vold og kampe i det sydlige Kirgisistan. Og det har efterladt børnene med sår på sjælen. Selv om kampene er stoppet, er børnene stadig dybt påvirkede af de billeder, der har brændt sig fast på deres nethinder.
Red Barnet har, siden kampene brød ud, hjulpet børn og familier, som har været nødt til at flygte fra deres hjem og slå sig ned i midlertidige lejre. Vi sender basal nødhjælp, beskytter børn på flugt og hjælper børnene med at bearbejde traumerne efter de voldsomme oplevelser.

Charlotte Bøgh, som er programkoordinator i Red Barnet, har tidligere arbejdet i Kirgisistan. I juli 2010 rejste hun tilbage for at hjælpe Red Barnets internationale indsats for Kirgisistans børn og familier. Følg hendes blog her.

Af Charlotte Bøgh, programkoordinator i Red Barnet. Charlotte er i Kirgisistan for at deltage i nødhjælpsarbejdet for kirgisiske børn og familier


Jeg har været i Osh for flere år siden og har kun gode minder om den livlige oldgamle handelsby i midten af Centralasien. Her fandtes Silkevejens største og mest farverige marked med silke, guld og gamle håndværk.

Nu er alt forandret, og der har været kampe mellem kirgisere og usbekere. Hele markedet er nedbrændt og alt er plyndret. Forretningerne og værkstederne stod som sortbrændte ruiner og kun hist og her havde en gammel kone stillet en lille bod på en papkasse op med lidt løg, kartofler og vandmeloner.

Gaderne rundt omkring i de usbekiske kvarterer er også udplyndret og nedbrændt, og vi så kun kvinder. De bor nu i telte på deres brandtomter, mens mændene er flygtet eller døde. Det var uendelig trist at se så meget og så systematisk ødelæggelse, som var sket på kun fire dage i juni. Stemningen blandt de usbekiske kvinder var aggressiv og opgivende, hvilket er meget forståeligt.

Red Barnet har nu sat 20 børnevenlige områder op på skoler og i børnehaver i de mest ødelagte kvarterer. De børnevenlige områder er et koncept, som vi bruger i langt de fleste katastrofer. Her hjælper særligt uddannede medarbejdere hjælper børnene med gennem blandt andet leg at bearbejde de voldsomme oplevelser og få så normal og tryg en hverdag som muligt midt i kaos.

Der er aktiviteter om formiddagen og eftermiddagen, og det var en fornøjelse at se børn og unge aktiviteter med tegning eller boldspil.

Det er underligt at være ude af landet igen. Jeg har masser af billeder i hovedet og de får mig til at smågræde i ny og næ. Men der er også nogle, der får mig til at smile. Jeg holder i sær fast i billedet af den toårige pige, der viser mig, hvordan man skal danse. Hun fik mig til at grine helt nede fra maven.

Haitis folk har været igennem så afsindig meget gennem tiden, og nu også et forfærdeligt jordskælv. De er stærke, men det er ikke uden grund, at selv de mest erfarne nødhjælpsarbejdere siger, at det her er den mest komplicerede operation, de nogensinde har prøvet.

Jeg frygter for, hvad endnu et stort jordskælv vil gøre – og hvordan regntiden vil gøre livet i lejrene til et paradis for sygdomme – og et mareridt for befolkningen. Det er ikke fair. Red Barnet vil være i landet i mange år endnu, og det vil der uden tvivl være brug for.

Forleden blev mine kolleger og jeg rykket fra teltområdet ind på et hotel pga. sikkerhedsmæssige overvejelse. Det hotel vi bor på nu skulle være ok, selv om noget af det er styrtet sammen. Det er lidt overskridende at skulle bo i en bygning, hvor der lige ved siden af receptionen er kig ind til et rum fyldt med murbrokker, væltede stole og et kollapset tag. Og så er væggene fyldt med revner. Men vi får at vide, at vores værelser er stabile nok, og hvis man hele tiden skulle rende rundt og stille spørgsmål ved om det nu også er rigtigt, ville man blive skør i et land som Haiti og man ville aldrig kunne bevæge sig nogen steder.

…

Den første nat bor jeg i underetagen og vågner om natten ved et efterskælv, der får sengen til at ryste. Jeg ligger helt stille for at finde ud af om de andre er løbet udenfor eller hvad jeg bør gøre. Der er stille, så jeg beslutter mig for bare at blive og se om jeg kan falde i søvn igen. Det kniber lidt og på kontoret nogle timer senere ryster det igen. Vi får at vide, at der med stor sandsynlighed vil komme et ret kraftigt jordskælv i Haiti igen inden for en måneds tid. Det gør os noget utrygge og næste aften deler jeg værelse med en kollega. Inden vi går i seng, vurderer vi, hvad vi skal gøre, hvis der kommer endnu et skælv. Reglerne siger, at hvis man ikke har direkte adgang til et åbent område, så skal man hellere blive indenfor i bygningen. Vi prøver at gå ruten fra vores værelse og ud til et åbent område, men der er simpelthen for langt og vi skal rundt af lidt for mange trapper og korridorer, så det er for farligt. Vi taler om, at vi er ret sikre på, at vores instinkt alligevel bare vil få os til at prøve at komme ud, men vi lover hinanden, at det må vi simpelthen ikke. I stedet finder vi det sted i værelset, der er mest sikkert og gør det til vores tilflugtssted.

Klokken 01.30 rusker det i sengen og lyden af møbler, der rykker på sig er uhyggelig. Vi farer op og hen i en dørkarm. Mit hjerte hamrer af sted og vi er helt stille. Udenfor er der også stille, men det fortsætter med at ruske. Der går måske 30 sekunder, så kan vi høre folk udenfor og det lader til at skælvet er ovre, og vi kigger på hinanden og er enige om at det var fandeme uhyggeligt. Vi lægger os ned igen, men kan selvfølgelig ikke sove og 20 minutter efter ryster det hele igen. På en brøkdel af et sekund er jeg tilbage i dørkarmen igen og jeg er for at være helt ærlig – pissebange.

Næste dag kan jeg mærke at det sidder i kroppen. En underlig form for stressende følelse af uro. Jeg kan godt forstå at mange af de lokale, som har oplevet det helt store jordskælv er traumatiserede og bliver bange, når de hører lyde, som minder dem om det. Det jeg har oplevet er ingenting til sammenligning. Alligevel giver det et gib i mig, hver gang jeg mærker, at manden som sidder på den samme bænk som mig i lufthavnen vipper med foden og bænken bevæger sig. Selv om han gør det mange gange i træk, bliver jeg lige forskrækket hver gang.
Jeg er nu på vej ud af Haiti og det er en forløsning, da flyets hjul ikke længere berører jorden… Men selv om jeg nu er på vej hjem, så er mine tanker stadig i Haiti og jeg håber det bedste for landet.

Et barn kommer bagfra og det føles som kvælertag. Et par sekunder efter kommer 2-3 mere og jeg er ved at vælte bagover, mens jeg prøver at redde mit kamera fra at ryge ned i støvet. Det er en flok piger, som såmænd bare er glade for at se mig, og det er jo svært at blive sur over, selv om jeg er lidt overrasket .

Vi er på besøg i et af Red Barnets mange børnevenlige områder, som vi har etableret i forskellige lejre. Her kan børn komme og lege, danse, synge og tale med voksne. Det er vigtigt for børn, der har været udsat for en voldsom oplevelse, at de kan få lov at være børn igen og komme ud med deres følelser. Det er ikke sikkert at deres egne forældre har overskud til at tage sig af dem og måske har de nok at se til i forhold til at skaffe mad og få hverdagen til at hænge sammen. På den måde fungerer Red Barnets børnevenlige områder også som en form for beskyttelse.

På det tidspunkt, hvor vi kommer, er børnene i gang med at danse og synge i vilden sky. Selv en lille pige på kun to år laver de vildeste dance-moves og er helt up to date med, hvordan man skal bevæge sig til musikken. Jeg skriger af grin. Hun er simpelthen fantastisk og det er tydeligt at musik er en kæmpe del af kulturen her i Haiti. Det er mens jeg forsøger at fotografere hende, at jeg bliver angrebet bagfra. Der er ingen tvivl om at børnene virkelig har brug for at have kontakt med voksne. Det mærker vi med det samme – og så synes de selvfølgelig også at det er rasende sjovt at blive fotograferet. Vi leger med børnene et stykke tid og snakker med dem om, hvad der er sket. Joseph i den gule trøje slog benet under jordskælvet, så han kan ikke være med til alle legene, men han er glad for at kunne komme og hænge ud. Vi tager derfra med et smil på læben. De unger er sgu seje.