MEDARBEJDERE PÅ MOTORCYKLER
Man skal virkelig brænde for en sag for at køre 360 km på motorcykel i over 40 graders varme i Nigers landdistrikter. Heldigvis har Red Barnet mange medarbejdere, der er villige til at gøre den ekstra indsats, der gør hele forskellen – i dette tilfælde flere hundrede kilometers transport, der kan betyde liv eller død for de lokale.
Motorcykler er det foretrukne transportmiddel i Nigers landdistrikter. Hvis man altså har råd til en. Derfor bruger Red Barnet også dusinvis af dem I de tre regioner, hvor vi arbejder: Zinder, Maradi og Diffa. Hver mandag morgen kører Red Barnets feltarbejdere af sted ud på vejene med vinden i håret. Den, der har længst at køre, har en tur på 360 km foran sig. Det er en hel dag på motorcykel for at kunne komme på arbejde. Det, der driver vores medarbejdere, er nok den personlige tilfredsstillelse, de føler ved deres arbejde – for det er ikke noget almindeligt job at redde børn fra at dø af underernæring. I mine øjne er det nok et af de mest givende, man kan forestille sig.
Når feltarbejderen ankommer til den landsby, han har ansvar for, kan arbejdet begynde. Sammen med en lokal støtteperson, en såkaldt community mobiliser, der sædvanligvis er blevet udpeget af landsbyboerne selv, besvarer feltarbejderen spørgsmål omkring børne- og voksensundhed og ernæring. Børnene undersøges et efter et. Folk er allerede bekymrede. Folk i Niger er ikke nybegyndere, når det gælder tørke og mangel på mad, for landet har været igennem lignende kriser i 2005 og 2010.
I de tilfælde, hvor et barn ikke kan behandles i landsbyen, altså hvis barnets tilstand er for alvorlig, må det henvises til et af de Red Barnet-støttede stabiliseringscentre. Men heldigvis kan langt de fleste af de børn, vi undersøger, behandles lokalt.
Feltarbejderne mener alle sammen, at situationen vil udvikle sig til det værre. Muligheden for at nå ud til folk i tide forsvinder snart, hvis den ikke allerede er væk. Det er uundgåeligt at situationen I Vestafrika bliver værre. For en organisation som Red Barnet er det vigtigt at nå frem til børn i de tidlige stadier af underernæring. Hvis børnene først lider af svær underernæring, er de sværere at redde, og behandlingen er dyrere. Det er derfor, vores medarbejdere drøner af sted på vejene.
MAD TIL KVÆGET ELLER MAD TIL BØRNENE?
Jeg har nu udviklet en teknik, hvor jeg hamrer i tastaturet, et bogstav ad gangen, på bagsædet af en Land Cruiser, der skumpler af sted på en hullet vej i landdistriktet Zinder i det sydlige Niger. Vi er på vej til landsbyen Dan Badada for at se, hvordan Red Barnets pengeoverførsler kommer beboerne til gode.
Det, der nok virkelig sætter tingene i perspektiv for mig, er min snak med Yaha, der er mor til ni og bor i landsbyen Dan Badada. Hun havde engang ti børn, men det har hun ikke mere. I de sidste tre måneder har hun fået pengeoverførsler fra Red Barnet, ca. 35 £ eller 325 kr. om måneden til at købe basisfødevarer for. ”Hvis jeg ikke fik den hjælp, ville jeg være nødt til at vælge imellem at give kvæget mad eller give mine børn mad”. Så enkelt er det.
Yahas datter sover trygt på sin mors skød. Vi sidder på familiens gårdsplads i skyggen af træerne. Pladsen hører til en lille, traditionel hytte, der er hjemsted for otte mennesker. En af Yahas børn, en tolvårig, er i Nigeria for at prøve at tjene penge. Normalt tager mændene til Nigeria nogle måneder om året for at kunne forsørge deres familier, men på grund af truslen fra Boko Haram langs den nigerianske grænse, kan det ikke længere lade sig gøre.
Red Barnets pengeoverførsler er en kortsigtet løsning, der skal lukke et hul. Til september vil den magre tid være ovre, og landsbyboerne kan fejre deres første høst. Når Red Barnet har fundet frem til de trængende, får disse personer et passende beløb en gang om måneden. Mange af familierne har kvindelige overhoveder, og det gælder også Yahas. Sammen med pengene får hun også information om bedre hygiejnevaner, børnebeskyttelse og ernæring.
”Og hvis der ikke er mad at få på markederne, deler vi mad ud,” forklarer Red Barnets landsdirektør, Cyrille, i bilen. Pengeoverførslerne sikrer, at børn får mere mad, og samtidig stimulerer de den lokale økonomi. De gør det også muligt for folk, at blive på deres hjemegn i stedet for at flytte.
Behovet for hjælp er stort og stigende. ”Prisen på hirse var steget så meget, at jeg ikke længere havde råd til det,” forklarer Yaha. Ud af 119 husstande i Dan Badada støtter Red Barnet de 75.
LANDET HVOR HVER ENESTE MOR MISTER ET BARN
Jeg kan høre ham allerede uden for klinikken. Den hurtige vejrtrækning og hulkene. Jeg træder indenfor og ser Abdul Aziz, en af klinikkens plejere, i gang med at tage en blodprøve fra Hanafi, et svært underernæret spædbarn på syv måneder. Dette er et stabiliseringscenter for underernærede børn i Matameye, det ene af fem sådanne Red Barnet-støttede centre i Niger.
Det tager tid at finde en egnet blodåre på Hanafis krop, men til sidst lykkes det Abdul Aziz. Det gør ondt på Hanafi, men han har ikke kræfter til at græde. Han trækker vejret tungt og skælver.
Centeret i Matameye tager i gennemsnit imod fem børn om dagen. I dag er der 35 børn under behandling, og nogle gange er der helt op til 60 børn her.
Mourdja, en kvinde, der for nylig bragte sin fireårige datter hertil, fødte i går en lille dreng på klinikken – hendes fjerde barn. Heldigvis har de det godt begge to. Mourdja er en af de få kvinder i lokalet, der ikke har mistet et barn. Statistikken for Niger viser, at når en nigersk mor har født syv børn – det gennemsnitlige antal børn, hver kvinde får – vil et af børnene dø inden sin femårs fødselsdag. Det er overvældende tal, for betyder faktisk, at hver eneste mor mister et barn.
Mange kvinder kommer med deres børn for sent. Nogle gange vil deres mænd ikke give dem lov til at forlade hjemmet for at søge behandling, og andre gange har de ikke råd til transporten. En af de ting, som forældre også må tage stilling til, er, om det er sikkert at efterlade alle deres andre børn derhjemme, mens de søger hjælp til det ene barn, der viser tegn på underernæring. Kan de klare sig? Skal jeg efterlade mine fire børn derhjemme, mens jeg tager den femte med til klinikken og måske er væk i dagevis? Den beslutning hører ikke til de nemmeste i livet.
Inden jeg forlader lokalet, ser jeg til Aicha på fire år en sidste gang. Hun sidder op i sin seng. Hun er blevet stærkere og har det bedre.
Barnet her er et ud af de 35 børn, der blev behandlet for underernæring på et af Red Barnets klinikker i Zinder, i det sydlige Niger, den dag, vi var der. I gennemsnit kommer fem børn, der lider af fejl- eller underernæring til klinikken hver dag.
Foto: Hedinn Halldorsson
AT FORESTILLE SIG EN MILLION BØRN
Af Hedinn Halldorsson, Red Barnets Emergency Communication Manager
”På vegne af FN’s Fødevareprogram byder jeg jer velkommen ombord.”
Stedet er den internationale lufthavn i Niamey. Klokken er 7:30 om morgenen, og temperaturen er allerede oppe over 30 grader. Jeg er på vej til Zinder, en af de tre regioner i Niger, som er hårdest ramt af tørken.
Flere lande i Vestafrika er påvirket. Alene i Niger er der mere end seks millioner mennesker, der mærker og forbereder sig på det, der kommer. En million børn i Vestafrika risikerer at sulte. Det tal er så stort, at det er svært at få det ind i hovedet.
Man siger, at mennesker generelt nemt kan forstå tal, der er under 1.000, men når de skal tænke større, mister de fornemmelsen for, hvor stort tallet egentlig er. Bare prøv at lukke øjnene i et sekund og forestil jer de børn, der er tæt på jer, og gang det så op, om og om igen. Lykkedes det at forestille jer en million børn? Heller ikke for mig.
Af hensyn til sikkerheden har nogle af de internationale organisationer trukket sig ud af Diffa-regionen. Red Barnet har ikke, og arbejder lige nu i både Zinder, Maradi og Diffa. Vi behandler under- og fejlernærede børn og giver gratis lægehjælp til både kvinder og børn under fem år. Og vi vil uddele mad, som FN’s Fødevareprogram kommer med, eller arrangere uddeling af små pengebeløb til tusinder.
”I Diffa kan man ikke engang finde grøntsager mere,” siger min rejsemakker, Cyrille. Han er Red Barnets landedirektør i Niger. Og han er bekymret. Niger er i forvejen et af verdens mindst udviklede lande. Børnedødelighedsraten en den 11.højeste i verden. Et ud af fem børn dør, før de fylder fem år.
En endnu dårligere nyhed er, at de tal beskriver år, hvor der ikke er en krise. Jeg kan kun forstille mig tallene, hvis der kommer en fødevarekrise for fuld udblæsning om nogle uger, sådan som de fleste eksperter og agenturer forudsiger.
Vi er landet i Zinder. Jeg skal med mine egne øjne se, hvordan situationen på stedet virkelig er. Jeg har set under- og fejlernærede børn før, og jeg vænner mig aldrig til det. Det håber jeg aldrig, jeg gør.
Seksårige Qassim var hjemme i sit hus, da det blev brændt ned for otte dage siden. Ingen børn burde skulle gå igennem det, som Qassim har skullet. Nu er han i sikkerhed i den jordanske grænseby Ramtha, med sin mor og sine syv søskende.
SYRISKE STEMMER 2
Af Hedinn Halldorsson,
Red Barnets Emergency Communication Manager
“Vi kom hertil for at kunne tage tilbage.” ”Da jeg vågnede, stod der soldater i mit soveværelse.” ”Vi måtte efterlade min søsters kørestol, da vi flygtede.” ”Hvordan skal jeg betale husleje og skaffe mad på bordet til mine børn?” ”Jeg plejede at gå i skole, men det gør jeg ikke mere.”
Det er de stemmer, der giver genlyd i mit hoved. Jeg har været ved den syriske grænse i to dage nu, og alle syrere fortæller den samme historie. Historien om trængsler og lidelse.
Jeg har mødt kvinder og børn, der er flygtet fra volden i deres hjemland. Nogle har været her i månedsvis, andre er lige kommet. Det er mennesker, der løb for livet og efterlod alt. I et af Red Barnets beskyttede områder for børn får vi mulighed for at møde en gruppe kvinder. De har næsten alle mistet pårørende i de seneste måneder.
Familier er blevet skilt ad, og i mange tilfælde ved de ikke, hvor deres kære er henne. Og de er endda de heldige, for de slap væk. I Red Barnets beskyttede områder for børn kan syrerne frit udtrykke deres følelser, få støtte og måske nyt fra den anden side af grænsen.
Den generelle følelse, jeg kan fornemme, er vrede. Ikke så meget desperation eller sorg – bare vrede. Og jeg kan også fornemme en pessimisme. Ingen taler om fredsplanen.
Seksårige Qassim fra Dara’a, den syriske by lige på den anden side af grænsen, fortæller mig om sin flugt. At han var hjemme i sit hus, da det blev brændt ned for otte dage siden, og at det senere blev fjernet med bulldozere. Ingen børn burde skulle gå igennem det, som Qassim har skullet. Nu er han i sikkerhed i den jordanske grænseby Ramtha, med sin mor og sine syv søskende.
Det bliver sværere og sværere at komme ud af Syrien. Vi bliver ved med at høre om syrere, som er blevet beskudt, mens de prøvede at krydse grænsen. Og nogle områder er blevet mineret. Det er derfor, en af Red Barnets aktiviteter går ud på at oplyse om risikoen for miner og dele flyers ud på den syriske side af grænsen, med information om miner og ueksploderet ammunition.
Samtidig stiger antallet af mennesker, der krydser grænsen til Jordan på illegal vis, drastisk. De fleste af dem, der er flygtet – eller som det er lykkedes at flygte – er kvinder og børn. Mændene bliver tilbage i Syrien. For dem er det stort set umuligt at komme ud.
Alt i alt antages det, at omkring 100.000 syrere er flygtet og nu er i Jordan på grund af krisen. Og endnu flere er flygtet fra deres hjem til andre dele af Syrien.
Den jordanske grænseby Mafraq er også byen, hvor Red Barnet gør klar til at oprette beredskabslagre. Det betyder, at Red Barnet vil være klar med førstehjælpspakker, tæpper, hygiejnesæt, vandrensningstabletter og de materialer, der skal bruges for at etablere sundhedsklinikker, når der bliver adgang til Syrien – om det så bliver om en uge eller om et år.
Hedinn Halldorsson, Red Barnets Emergency Communication Manager
SYRISKE STEMMER 1
“Må jeg byde dig på noget kaffe?”
“Må jeg ikke have lov at byde dig på noget kaffe i mit hjem?” Kvinden har taget fat om mit håndled og insisterer på, at jeg skal besøge hende i hendes nye hjem i byen Ramtha i Nordjordan, lige på den anden side af grænsen til Syrien, hvor hun oprindeligt kommer fra.
Vi står uden for et af Red Barnets beskyttede områder for børn i Ramtha. Det er varmt og støvet, og luften er fyldt med høje børnestemmer. Bare en almindelig dag, og alligevel slet ikke, når alt kommer til alt.
Kvinden og hendes børn bor i en lejelejlighed i nærheden, sammen med andre syrere, der for nylig er flygtet fra volden i deres hjemland. Det er ikke det samme, som hjemme i Syrien, men i det mindste er det et tag over hovedet. Deres ydmyge hjem med et par madrasser og nogle få ejendele fra Syrien afholder ikke kvinden fra at være gæstfri. Hun tager hen til Red Barnets beskyttede område for børn sammen med sine børn, for at de skal møde andre børn, og for selv at mødes med venner fra sin hjemby. Det er også et sted, hvor jordanere kommer. Faktisk er halvdelen af børnene jordanere.
Det her er ikke som de fleste andre flygtningekriser, hvor størstedelen bor i lejre. Her er det omvendt – de fleste syrere har lejede huse eller bor sammen med slægtninge. Nogle har taget imod tilbud fra totalt fremmede om at flytte ind og dele deres hjem med dem. Jeg får fortalt en historie om en ældre kvinde i Amman, som betaler husleje for en hel syrisk familie. Også selv om priserne er steget, og krisen trækker ud.
De lokale i de to grænsebyer, Ramtha and Mafraq, gør deres yderste for at huse deres brødre og søstre fra Syrien. Men det her er små og fattige lokalsamfund, der i forvejen har deres at slås med, så de lokale kan tydeligt mærke, at noget har ændret sig, og det tager rigtig hårdt på den lokale infrastruktur. Inden krisen boede der omkring 85.000 mennesker i og omkring Ramtha. Men med de tilkomne syrere er indbyggertallet steget til 100.000.
Den sydsyriske by Dar‘a, hvor der har været hårde kampe, ligger kun fem kilomener væk fra Ramtha. Det er en del af forklaringen på de stærke bånd, der er mellem de to byer, og på den måde, de lokale har taget imod de fordrevne syrere, der strømmer ind. Det her er et sted, hvor mennesker på begge sider af grænsen deler efternavne, historie og kultur. Og nu deler de også bekymringer.
[video]
De unge heltinder fra Misratas børnehjem
Enhver konflikt har sine helte og heltinder, og de fem børnehjemsmedarbejdere, jeg mødte i den libyske by Misrata er bestemt kandidater til Libyens.
Af Rikke Gormsen, programkoordinator for Red Barnets psykosociale indsats i Libyen
For nylig var jeg på besøg på børnehjemmet i Misrata i Libyen, og besøget rørte mig dybt.
Jeg var der, fordi Red Barnet skulle lave en vurdering af børns akutte behov i Misrata, og jeg besøgte byens børnehjem for at forstå de problemer og udfordringer, som børnene og de ansatte på børnehjemmet i øjeblikket står over for.
Mens konflikten i Misrata var på sit højeste fra 18. marts til midt i maj i år, blev børnehjemmet omtalt i mange internationale medier. Der bor 99 børn under 17 år på børnehjemmet, og i Red Barnet var vi meget interesserede i at få lavet en vurdering af, hvilken støtte børnene havde behov for under konflikten, og hvordan de traumatiske oplevelser havde påvirket børnene.
Jeg interviewede fem af de ældre piger mellem 14 og 15 år. I starten var de generte og ville helst ikke tale, men snart slappede de af og blev lige så snakkesaglige og livlige, som teenagepiger ofte er. Men når vi kom ind på det, de havde oplevet, mens konflikten var på sit højeste, hvor regeringsstyrker kontrollerede to tredjedele af byen, og hvor der var dage med omfattende skyderier, blev deres humør og tonefald mere dystert.
Pigerne forklarede mig, at mange af medarbejderne forlod børnehjemmet af hensyn til deres egen sikkerhed. Børnehjemmet ligger i et område af byen, hvor snigskytter dræbte både kombattanter og civile. Og mange bygninger blev ødelagt af tankgranater og raketter, der dræbte endnu flere.
De fem medarbejdere, som blev hos børnene, følte, at det sikreste sted for børnene var kælderen. Så der skjulte alle 99 børn sig i fire dage.
- Det var forfærdeligt, fordi der ikke var noget lys ud over stearinlys, og når vi skulle på toilettet, sneg vi os op ad trapperne to og to, fordi vi var så bange, sagde en af pigerne.
For de ansatte, der var tilbage, var det svært både at trøste de yngre børn og sørge for, at de var stille for at undgå at blive opdaget af regeringsstyrkerne.
- Der var kun fem ansatte tilbage til at tage sig af os alle sammen, så vi – de ældre piger – blev nødt til at tage os af de mindre børn. Og det er ikke nemt at holde små børn rene, når man hverken har bleer eller vand, sagde en af pigerne til mig.
Efter to dage løb de også tør for mad. Jeg spurgte dem, hvordan de havde klaret sig.
- To af medarbejderne gik ud, selvom snigskytterne skød på alt og alle. Men de sneg sig ud og løb hen til en restaurant, fortalte pigerne.
Da de opdagede, at restauranten var lukket ligesom alle andre lokale restauranter og butikker, var de desperate.
- Først tog de en kniv og forsøgte at åbne døren, og bagefter blev de nødt til at ødelægge døren, fortalte pigerne.
De to unge kvindelige ansatte kunne kun bære en lille smule mad hver, så de satte deres liv på spil ved at tage turen mellem børnehjemmet og restauranten flere gange.
- De kom tilbage med mad til os, og de gik flere gange – vi er mange børn, forklarede pigerne mig.
Efter fire dage i skjul i kælderen, flyttede de heftige kampe til andre dele af byen, og børnene følte sig sikre nok til at vende tilbage til hovedbygningen i børnehjemmet, hvor lokale gav dem ekstra mad.
Men det er stadig kun en tredjedel af de ansatte, der tager vare på børnene, og de ældre børn passer fortsat de yngre børn – og nyder faktisk virkelig at tage ansvar. Men ingen af børnene har kunnet genoptage deres skolegang, siden skolerne lukkede i starten af februar, og dagene går med de få aktiviteter, der er på børnehjemmet.
Enhver konflikt har sine helte og heltinder, og de fem børnehjemsmedarbejdere er bestemt kandidater til Libyens.
Børn af revolutionen skal også skiftes
Der er ca. 108.000 fordrevne fra krigsområderne, som nu bor i Benghasi og omegn. De bor på skoler og i ledige lejligheder eller som gæster hos familier, der har inviteret dem ind. Men der er også mange familier i Benghasi, som har en søn eller en far ved fronten, som strækker fra fra byer sydvest for Benghasi til Misrata, hvor de voldsomste kampe foregår. Vi ved ikke, hvad der sker i det vestlige Libyen, men vi frygter det værste. Der kan være en stor humanitær katastrofe under udvikling.
Af Rikke Gormsen, programkoordinator for Red Barnets psykosociale indsats i Libyen
Benghasi, 14.05.11: Der hænger mange børnetegninger af Gadaffi som hund og af oprørshærens nye grønne, røde og sorte flag på skolen, som er indrettet som en af Red Barnets mange Child Friendly Spaces.
Den intense larm af de mange børn i fuld gang med et hav af forskellige aktiviteter alle steder lægger et surrealistisk lydspor til tegningerne af fly, der bomber fra luften, kampvogne, der skyder på hinanden, og mennesker, der ligger på jorden. Men som en af de frivillige sagde, er der kommet flere og flere tegninger af blomster den sidste tid.
Børnene kigger op og ser nysgerrigt på mig, men er mest optaget af den tegning eller det spil, de er i gang med, og de mest nysgerrige spørger - What is your name? - Where do you come from?
Når jeg fortæller, jeg er fra Danmark, ved mange ikke, hvor det ligger. Dem, der har hørt om det lille land nordpå, bliver glade – vi støtter dem jo i at slå Gadaffi!
National omskoling
Børnene ser ud til at trives, og de voksne frivillige tager sig omsorgsfuldt af dem. Men to små piger kigger på mig med store ængstelige øjne. Uden et smil, uden nogen form for mimik sidder de passivt lidt for sig selv på gulvet og leger en lille smule med det gammeldags puslespil, der ligger foran dem.
Det er tydeligt, at de er søstre. Og det er lige så tydeligt, at de havde oplevelser med sig, som ikke har gjort dem glade.
Over for skolen ligger en moské og smuk messende sang kommer ud fra højttalerne. Det er ikke imanen, der kalder til bøn, men menigheden, som messende beder Allah om at passe på det befriede Libyen. En messen, der høres flere steder i byen, også fra Al-Sudan street i Benghasi, tæt på Zoologisk have, det sted, hvor jeg bor.
Det er smukt og beroligende. Meget mere beroligende end det skyderi, jeg hører – specielt om aftenen og natten.
Skolen ligger på en støvet, hullet vej inde i Benghasi, og gaden er næsten øde. Men andre steder i byen er der liv. Folk er i gang med at feje affald op og male kanterne på fortovet i sort og skrigende orange, og mange steder er lygtepælene malet i revolutionens farver: rød og sort og grøn.
I går stod der en flok store drenge og dirigerede trafikken så den kom fremad. Der er mangel på trafikpoliti i Benghasi – de fleste mænd er ved fronten.
I et af rummene på skolen var der en flok piger, som straks da jeg kom ind begyndte at råbe kampråb: - Ned med Gadaffi - Libyen frit! Ned med Gadaffi – Libyen frit! Og de frivillige var dem, der holdt takten. Ja, fra én indoktrinering til en anden.
- Vi har så meget brug for hjælp til at støtte børnene i deres psykosociale problemer, siger Doktor Hana, en af de højest placerede i undervisningssystemet, og fortsætter:
- Men ikke kun det. Lærerne ved ikke, hvordan man skal undervise, hvis det ikke er efter Gadaffis ”grønne bog”.
Den ”grønne bog” har været en centralt del af pensum i skolerne og en af Gadaffis vigtigste værktøj til at indoktrinere befolkningen. Hele uddannelsessystemet skal laves om, og det sker ikke fra dag til dag.
Og jeg bliver helt træt ved tanken om det store arbejde, der ligger forude og den lille dråbe i havet, jeg selv kan yde.
Tvungen ”ferie”
Ude ved kysten, lidt syd for Benghasi, ligger der et ferieområde med små etværelses-bungalower, der har en skøn udsigt over havet og dejlig sandstrand. Nu er beboerne ikke turister, men flygtninge fra Brega, Ras Lanuf og Ajdabiya. De har boet der i to måneder, siden de flygtede i panik.
Jeg møder en kvinde, hvis mand kæmper ved fronten. Hun har ikke hørt fra ham meget længe og ved ikke, hvor han er, og hvordan han har det. - Mangler du noget?, spørger jeg.
- Ja, der er ikke nogen bleer og modermælkserstatning til de små. Og det er svært, for jeg ammer ikke, siger hun og peger på et ca. ni måneder gammelt barn, der ligger og sover.
Der er varer i butikkerne, men i nogle områder ser det rigtig sort ud, og manglen på bleer og modermælkserstatning i Libyen kan være belastende, da meget få libyske kvinder (uanset social status) ammer.
I de små feriebungalower overlever flygtningene, ved at beboerne i Benghasi kommer med mad, De officelt udpegede ledere af lejeren fordeler, så alle får noget. Eller også kommer der råvarer, som kokken i stedets kantine tilbereder til alle. Tilsvarende bliver der bragt nyt og gammelt tøj ud, så de af beboerne, der kom af sted med meget få ejendele, kan klæde sig anstændigt på.
En anden kvinde i ferieområdet er enke med syv børn. Da kampene kom nærmere, og en granat totalt ødelagde et at de bagerste værelser i huset, samlede hun alle sine børn, og sammen med 17 andre familier flygtede de på ladet af en lastbil med meget få ejendele. Nu bor hun med de syv børn på 20 kvadratmeter.
Kvindens nabo er også enke, det har hun været i ni år. Hun har seks børn mellem 9 og 22 år, og hendes liv i Ajdabiya før flugten var ikke let – ofte havde hun ikke penge til at sørge ordentligt for børnene, og de store drenge måtte arbejde for at hjælpe mor økonomisk.
- Her er det godt, siger hun med et genert smil. - Jeg har det næsten bedre end før, for jeg får så megen hjælp fra mennesker i Benghasi, og børnene leger.
- Hvad leger de? spørger jeg.
- Jo, drengene deler sig op i to grupper, den ene gruppe er oprørshæren og den anden er Gadaffis hær, og så leger de krig.
- Hvad laver pigerne så?
- De små leger ude med drengene, men de store er bare indenfor, siger hun med et trist udtryk.
Når regnen kommer
Af Marie Dahl, Red Barnets rådgiver i beskyttelse af børn
Det har været en lang arbejdsdag, og jeg er endelig hjemme. Mens jeg sidder udenfor, bliver den bælgmørke himmel lyst op af et lyn i det fjerne, og omridset af den bjergkæde, der omkranser Man – byen, hvor jeg bor i øjeblikket i det vestlige Elfenbenskysten – kommer til syne.
Der er ingen torden, kun lyn, og så snart det er væk, bliver himlen igen mørk. Normalt ville jeg bare have nydt det smukke øjeblik, men denne gang er det anderledes. Jeg ved, at senere i aften, når regnen indhenter lynet, vil der være børn og familier, der ikke kan sove, fordi de ikke har noget sted, hvor de kan gå i ly for regnen.
Hundredetusinder af familier i Elfenbenskysten blev tvunget til at flygte fra deres hjem, efter at et omstridt præsidentvalg i november startede en stor krise – og nu, næsten seks måneder efter valget, lider børn stadig under dens ødelæggende konsekvenser. Deres hjem er blevet brændt ned, deres skoler ødelagt, hospitalerne plyndret og deres familiemedlemmer dræbt.
Alene i den vestlige del af landet er 150.000 mennesker stadig fordrevet. Tusinder af børn står uden et hjem. Nogle bor hos værtsfamilier, der ikke har ressourcer nok til at sørge for alle, og andre bor i overfyldte flygtningelejre, hvor de må kæmpe for at finde et sted at sove om natten. For mange betyder det stadig, at de må sove under åben himmel.
I dag besøgte jeg en af flygtningelejrene, hvor omkring 25.000 mennesker er stuvet sammen på et areal, der hører til en lokal kirke. Forholdene er rædselsfulde. Ud over behovet for et tag over hovedet, er der også massiv mangel på mad, rent vand, myggenet og medicin.
Som jeg gik ned gennem de tætpakkede og smalle stier i lejren, blev jeg overvældet af antallet af børn – de var overalt. Mange havde tynde arme og opsvulmede maver, typiske symptomer på fejlernæring og mavesygdomme. Nogle af dem kunne ikke holde op med at græde.
Behovet for hjælp i lejren var ikke til at tage fejl af, og jeg var glad for, at vi var der for at handle.
Mens mine kollegaer knokler for at sørge for nogle af børnenes basale behov, arbejder jeg for at beskytte børn mod overgreb, vold og udnyttelse. På trods af de nedslående forhold, forlod jeg alligevel lejren med en følelse af at have gjort noget.
Mit besøg resulterede i, at der blev fundet et sted, hvor der kan etableres en midlertidig skole og en overvåget legeplads. Der vil børn få mulighed for at lære, lege, udtrykke sig og have det sjovt sammen. Midt i deres daglige strabadser i lejren, vil børnene få et sted, hvor de kan glemme deres trængsler for en stund og bare være børn.
Da jeg havde forvisset mig om, at stedet var sikret, havde jeg fuldført dagens mission, og vores team tog tilbage til vores base i Man.
Efter at det pludselig er blæst op, og temperaturen er faldet mærkbart, er regnen nu nået til Man – tung og ubarmhjertig. Jeg gør mig klar til at gå i seng. Jeg ved, at regntiden først lige er begyndt og kan ikke lade være med at tænke på alt det, de familier, der må tilbringe nætterne udenfor, har brug for.
Save the Children samler ind til en nødhjælpsindsats i Elfenbenskysten og i Liberia, hvortil tusinder af mennesker fra Elfenbenskysten er flygtet. Pengene skal bruges til at skaffe midlertidige hjem til fordrevne familier, indtil det er sikkert for dem at vende hjem, til børnevenlige steder med lege og psykologisk støtte og omsorg til de børn, som er blevet påvirket af konflikten, mad- og medicinkuponer til familierne, særligt næringsrig mad til børn under fem år, der lider af alvorlig fejlernæring, og til uddannelsestiltag, som skal få børnene tilbage i skole.