Et barn kommer bagfra og det føles som kvælertag. Et par sekunder efter kommer 2-3 mere og jeg er ved at vælte bagover, mens jeg prøver at redde mit kamera fra at ryge ned i støvet. Det er en flok piger, som såmænd bare er glade for at se mig, og det er jo svært at blive sur over, selv om jeg er lidt overrasket .

Vi er på besøg i et af Red Barnets mange børnevenlige områder, som vi har etableret i forskellige lejre. Her kan børn komme og lege, danse, synge og tale med voksne. Det er vigtigt for børn, der har været udsat for en voldsom oplevelse, at de kan få lov at være børn igen og komme ud med deres følelser. Det er ikke sikkert at deres egne forældre har overskud til at tage sig af dem og måske har de nok at se til i forhold til at skaffe mad og få hverdagen til at hænge sammen. På den måde fungerer Red Barnets børnevenlige områder også som en form for beskyttelse.

På det tidspunkt, hvor vi kommer, er børnene i gang med at danse og synge i vilden sky. Selv en lille pige på kun to år laver de vildeste dance-moves og er helt up to date med, hvordan man skal bevæge sig til musikken. Jeg skriger af grin. Hun er simpelthen fantastisk og det er tydeligt at musik er en kæmpe del af kulturen her i Haiti. Det er mens jeg forsøger at fotografere hende, at jeg bliver angrebet bagfra. Der er ingen tvivl om at børnene virkelig har brug for at have kontakt med voksne. Det mærker vi med det samme – og så synes de selvfølgelig også at det er rasende sjovt at blive fotograferet. Vi leger med børnene et stykke tid og snakker med dem om, hvad der er sket. Joseph i den gule trøje slog benet under jordskælvet, så han kan ikke være med til alle legene, men han er glad for at kunne komme og hænge ud. Vi tager derfra med et smil på læben. De unger er sgu seje.