Forleden blev mine kolleger og jeg rykket fra teltområdet ind på et hotel pga. sikkerhedsmæssige overvejelse. Det hotel vi bor på nu skulle være ok, selv om noget af det er styrtet sammen. Det er lidt overskridende at skulle bo i en bygning, hvor der lige ved siden af receptionen er kig ind til et rum fyldt med murbrokker, væltede stole og et kollapset tag. Og så er væggene fyldt med revner. Men vi får at vide, at vores værelser er stabile nok, og hvis man hele tiden skulle rende rundt og stille spørgsmål ved om det nu også er rigtigt, ville man blive skør i et land som Haiti og man ville aldrig kunne bevæge sig nogen steder.

…

Den første nat bor jeg i underetagen og vågner om natten ved et efterskælv, der får sengen til at ryste. Jeg ligger helt stille for at finde ud af om de andre er løbet udenfor eller hvad jeg bør gøre. Der er stille, så jeg beslutter mig for bare at blive og se om jeg kan falde i søvn igen. Det kniber lidt og på kontoret nogle timer senere ryster det igen. Vi får at vide, at der med stor sandsynlighed vil komme et ret kraftigt jordskælv i Haiti igen inden for en måneds tid. Det gør os noget utrygge og næste aften deler jeg værelse med en kollega. Inden vi går i seng, vurderer vi, hvad vi skal gøre, hvis der kommer endnu et skælv. Reglerne siger, at hvis man ikke har direkte adgang til et åbent område, så skal man hellere blive indenfor i bygningen. Vi prøver at gå ruten fra vores værelse og ud til et åbent område, men der er simpelthen for langt og vi skal rundt af lidt for mange trapper og korridorer, så det er for farligt. Vi taler om, at vi er ret sikre på, at vores instinkt alligevel bare vil få os til at prøve at komme ud, men vi lover hinanden, at det må vi simpelthen ikke. I stedet finder vi det sted i værelset, der er mest sikkert og gør det til vores tilflugtssted.

Klokken 01.30 rusker det i sengen og lyden af møbler, der rykker på sig er uhyggelig. Vi farer op og hen i en dørkarm. Mit hjerte hamrer af sted og vi er helt stille. Udenfor er der også stille, men det fortsætter med at ruske. Der går måske 30 sekunder, så kan vi høre folk udenfor og det lader til at skælvet er ovre, og vi kigger på hinanden og er enige om at det var fandeme uhyggeligt. Vi lægger os ned igen, men kan selvfølgelig ikke sove og 20 minutter efter ryster det hele igen. På en brøkdel af et sekund er jeg tilbage i dørkarmen igen og jeg er for at være helt ærlig – pissebange.

Næste dag kan jeg mærke at det sidder i kroppen. En underlig form for stressende følelse af uro. Jeg kan godt forstå at mange af de lokale, som har oplevet det helt store jordskælv er traumatiserede og bliver bange, når de hører lyde, som minder dem om det. Det jeg har oplevet er ingenting til sammenligning. Alligevel giver det et gib i mig, hver gang jeg mærker, at manden som sidder på den samme bænk som mig i lufthavnen vipper med foden og bænken bevæger sig. Selv om han gør det mange gange i træk, bliver jeg lige forskrækket hver gang.
Jeg er nu på vej ud af Haiti og det er en forløsning, da flyets hjul ikke længere berører jorden… Men selv om jeg nu er på vej hjem, så er mine tanker stadig i Haiti og jeg håber det bedste for landet.