Når regnen kommer
Af Marie Dahl, Red Barnets rådgiver i beskyttelse af børn

Det har været en lang arbejdsdag, og jeg er endelig hjemme. Mens jeg sidder udenfor, bliver den bælgmørke himmel lyst op af et lyn i det fjerne, og omridset af den bjergkæde, der omkranser Man – byen, hvor jeg bor i øjeblikket i det vestlige Elfenbenskysten – kommer til syne.

Der er ingen torden, kun lyn, og så snart det er væk, bliver himlen igen mørk. Normalt ville jeg bare have nydt det smukke øjeblik, men denne gang er det anderledes. Jeg ved, at senere i aften, når regnen indhenter lynet, vil der være børn og familier, der ikke kan sove, fordi de ikke har noget sted, hvor de kan gå i ly for regnen.

Hundredetusinder af familier i Elfenbenskysten blev tvunget til at flygte fra deres hjem, efter at et omstridt præsidentvalg i november startede en stor krise – og nu, næsten seks måneder efter valget, lider børn stadig under dens ødelæggende konsekvenser. Deres hjem er blevet brændt ned, deres skoler ødelagt, hospitalerne plyndret og deres familiemedlemmer dræbt.

Alene i den vestlige del af landet er 150.000 mennesker stadig fordrevet. Tusinder af børn står uden et hjem. Nogle bor hos værtsfamilier, der ikke har ressourcer nok til at sørge for alle, og andre bor i overfyldte flygtningelejre, hvor de må kæmpe for at finde et sted at sove om natten. For mange betyder det stadig, at de må sove under åben himmel.

I dag besøgte jeg en af flygtningelejrene, hvor omkring 25.000 mennesker er stuvet sammen på et areal, der hører til en lokal kirke. Forholdene er rædselsfulde. Ud over behovet for et tag over hovedet, er der også massiv mangel på mad, rent vand, myggenet og medicin.

Som jeg gik ned gennem de tætpakkede og smalle stier i lejren, blev jeg overvældet af antallet af børn – de var overalt. Mange havde tynde arme og opsvulmede maver, typiske symptomer på fejlernæring og mavesygdomme. Nogle af dem kunne ikke holde op med at græde.

Behovet for hjælp i lejren var ikke til at tage fejl af, og jeg var glad for, at vi var der for at handle. Mens mine kollegaer knokler for at sørge for nogle af børnenes basale behov, arbejder jeg for at beskytte børn mod overgreb, vold og udnyttelse. På trods af de nedslående forhold, forlod jeg alligevel lejren med en følelse af at have gjort noget.

Mit besøg resulterede i, at der blev fundet et sted, hvor der kan etableres en midlertidig skole og en overvåget legeplads. Der vil børn få mulighed for at lære, lege, udtrykke sig og have det sjovt sammen. Midt i deres daglige strabadser i lejren, vil børnene få et sted, hvor de kan glemme deres trængsler for en stund og bare være børn.

Da jeg havde forvisset mig om, at stedet var sikret, havde jeg fuldført dagens mission, og vores team tog tilbage til vores base i Man.

Efter at det pludselig er blæst op, og temperaturen er faldet mærkbart, er regnen nu nået til Man – tung og ubarmhjertig. Jeg gør mig klar til at gå i seng. Jeg ved, at regntiden først lige er begyndt og kan ikke lade være med at tænke på alt det, de familier, der må tilbringe nætterne udenfor, har brug for.

Save the Children samler ind til en nødhjælpsindsats i Elfenbenskysten og i Liberia, hvortil tusinder af mennesker fra Elfenbenskysten er flygtet. Pengene skal bruges til at skaffe midlertidige hjem til fordrevne familier, indtil det er sikkert for dem at vende hjem, til børnevenlige steder med lege og psykologisk støtte og omsorg til de børn, som er blevet påvirket af konflikten, mad- og medicinkuponer til familierne, særligt næringsrig mad til børn under fem år, der lider af alvorlig fejlernæring, og til uddannelsestiltag, som skal få børnene tilbage i skole.