De unge heltinder fra Misratas børnehjem

Enhver konflikt har sine helte og heltinder, og de fem børnehjemsmedarbejdere, jeg mødte i den libyske by Misrata er bestemt kandidater til Libyens.

Af Rikke Gormsen, programkoordinator for Red Barnets psykosociale indsats i Libyen

For nylig var jeg på besøg på børnehjemmet i Misrata i Libyen, og besøget rørte mig dybt.
Jeg var der, fordi Red Barnet skulle lave en vurdering af børns akutte behov i Misrata, og jeg besøgte byens børnehjem for at forstå de problemer og udfordringer, som børnene og de ansatte på børnehjemmet i øjeblikket står over for.

Mens konflikten i Misrata var på sit højeste fra 18. marts til midt i maj i år, blev børnehjemmet omtalt i mange internationale medier. Der bor 99 børn under 17 år på børnehjemmet, og i Red Barnet var vi meget interesserede i at få lavet en vurdering af, hvilken støtte børnene havde behov for under konflikten, og hvordan de traumatiske oplevelser havde påvirket børnene.

Jeg interviewede fem af de ældre piger mellem 14 og 15 år. I starten var de generte og ville helst ikke tale, men snart slappede de af og blev lige så snakkesaglige og livlige, som teenagepiger ofte er. Men når vi kom ind på det, de havde oplevet, mens konflikten var på sit højeste, hvor regeringsstyrker kontrollerede to tredjedele af byen, og hvor der var dage med omfattende skyderier, blev deres humør og tonefald mere dystert.

Pigerne forklarede mig, at mange af medarbejderne forlod børnehjemmet af hensyn til deres egen sikkerhed. Børnehjemmet ligger i et område af byen, hvor snigskytter dræbte både kombattanter og civile. Og mange bygninger blev ødelagt af tankgranater og raketter, der dræbte endnu flere.

De fem medarbejdere, som blev hos børnene, følte, at det sikreste sted for børnene var kælderen. Så der skjulte alle 99 børn sig i fire dage.

- Det var forfærdeligt, fordi der ikke var noget lys ud over stearinlys, og når vi skulle på toilettet, sneg vi os op ad trapperne to og to, fordi vi var så bange, sagde en af pigerne.

For de ansatte, der var tilbage, var det svært både at trøste de yngre børn og sørge for, at de var stille for at undgå at blive opdaget af regeringsstyrkerne.

- Der var kun fem ansatte tilbage til at tage sig af os alle sammen, så vi – de ældre piger – blev nødt til at tage os af de mindre børn. Og det er ikke nemt at holde små børn rene, når man hverken har bleer eller vand, sagde en af pigerne til mig.

Efter to dage løb de også tør for mad. Jeg spurgte dem, hvordan de havde klaret sig.

- To af medarbejderne gik ud, selvom snigskytterne skød på alt og alle. Men de sneg sig ud og løb hen til en restaurant, fortalte pigerne.

Da de opdagede, at restauranten var lukket ligesom alle andre lokale restauranter og butikker, var de desperate.

- Først tog de en kniv og forsøgte at åbne døren, og bagefter blev de nødt til at ødelægge døren, fortalte pigerne.

De to unge kvindelige ansatte kunne kun bære en lille smule mad hver, så de satte deres liv på spil ved at tage turen mellem børnehjemmet og restauranten flere gange.

- De kom tilbage med mad til os, og de gik flere gange – vi er mange børn, forklarede pigerne mig.

Efter fire dage i skjul i kælderen, flyttede de heftige kampe til andre dele af byen, og børnene følte sig sikre nok til at vende tilbage til hovedbygningen i børnehjemmet, hvor lokale gav dem ekstra mad.

Men det er stadig kun en tredjedel af de ansatte, der tager vare på børnene, og de ældre børn passer fortsat de yngre børn – og nyder faktisk virkelig at tage ansvar. Men ingen af børnene har kunnet genoptage deres skolegang, siden skolerne lukkede i starten af februar, og dagene går med de få aktiviteter, der er på børnehjemmet.

Enhver konflikt har sine helte og heltinder, og de fem børnehjemsmedarbejdere er bestemt kandidater til Libyens.